Af Michael Larsen

På et tidspunkt efter sæsonen kom jeg i snak med Brian i forhold til at lave en artikel – i anledning af Brians fornemme DM-titel i 2018. At få lov til at skrive sådan en artikel, er selvfølgelig et tilbud, man ikke takker nej til, og jeg havde store forventninger til dette besøg.

Dels har jeg fulgt med i Brians resultater gennem de seneste år, og dels blev min interesse skærpet, da jeg i foråret læste Henrik Tagesens fremragende artikel om slaget – for øvrigt i Brevduen nr. 7/2018, skulle nogen have lyst til at genopfriske. Anledningen til Henriks artikel var på daværende tidspunkt Brians førsteplads til langflyvermesterskabet sport i 2017.

Med så store forventninger til et besøg, er der jo en chance for at blive skuffet. Det blev jeg IKKE, og besøget gav mange indtryk, som jeg vil forsøge at dele med læserne.

Allerførst skal man kun inden for døren hos Brian, før det står klart, at man har mødt en brevduemand, som går op i sporten og ”tænker brevduer”, og det er nok den allerbedste forklaring på de mange topresultater gennem årene.

Værdigheden som Danmarksmester er Brian ikke ubekendt med, da han også i 2003 vandt en DM-titel i kompagniskab med sin daværende makker Gunnar. Jeg bliver ved denne lejlighed introduceret for begrebet ”DM-kuller”, som dækker over den nervøsitet og iver, der rammer brevduemænd, som nærmer sig finalen til DM, og jeg er da heller ikke i tvivl om, at Brian i de spændende uger op til afgørelsen har brugt ekstra energi på at udtænke ”slag-planen”.

Konkurrencen er benhård, og faktisk kunne én placering på den sidste flyvning have afgjort mesterskabet til den nærmeste konkurrents fordel. En anden ting, som slår én meget hurtigt, er Brians evne til at tilpasse brevduesporten til sin travle hverdag: Således er dueholdet ikke sat op til et niveau, hvor tingene ikke kan passes ordentligt, ligesom indretningen af slaget er udført med en ”snildhed”, som gør det nemt og overskueligt at passe duerne optimalt hver dag hele året. Netop denne lære, tror jeg, mange af os kan drage nytte af.

Resultater

Inden vi går videre med en dybere beskrivelse af det ålborgensiske mesterslag, skal resultathøsten for 2018 opremses:

DM Sport: 1

Langflyvermesterskab SPORT Sektion 54:1

Langflyvermesterskab ÅBEN Sektion 54: 3

Mellemdistancemesterskab SPORT Sektion 54: 3

ES-due A nr. 1 DdB Langdistance Sektion 54 med 053-15-5829 (nr. 6 i regionen)

ES-due A nr. 2 DdB Sport Sektion 54 med 053-15-5803

Ungemesterskab ÅBEN og SPORT Sektion 54:1

Generalmesterskab Sektion 54: 2

7 sektionsvindere, hvoraf en regionsvinder fra Freiburg.

"Supermann" 3 x Sektionsvinder i karrieren, samt 1,2,4 &5 bedste es-due. 4 andele i DM.                    Faderen og moderen til "Supermann"

"Superwoman" Sektionsvinder fra Bremen 2018, samt 7,8 & 10 bedste es-due. 2 andele i DM-SPORT 2018.        Faderen & Moderen til "Superwoman" 

Det kan i øvrigt tilføjes, at Brian er en ægte ”all-round” brevduemand, som flyver hele programmet med det ene mål at vinde flyvningerne. De syv sektionsvindere breder sig over flyvninger på ca. 200 km og op til Freiburg på den gode side af 1000 km.

Slag, flyvesystem og taktik

Som antydet er det ikke et mega-slag, vi skal præsentere. Flyveslaget er indrettet med plads til 40- 50 unger, en redeafdeling for 20 par med tilhørende afdeling for enkehunner. Bag slaget er en voliere, som ungerne kan opholde sig i, ligesom der er et fint voliere-slag til 24 avlspar. Fælles for alle afdelinger er, at der er en perfekt ventilation, selv om pladsen generelt er ret trang. Det er tydeligt, at duerne trives, og ja, det ses jo også på resultaterne. Duerne flyves på totalsystemet, og både hanner og hunner leverer topresultater.

Brian har indset, at han med en lille bestand ikke kan hævde sig til de åbne mesterskaber, og derfor satses på sportsflyvningerne og de lange distancer. Ved opstarten til sæson 2018 var der 38 duer til rådighed på flyveslaget, og som på alle andre danske slag måtte også Brian sande, at det blev en meget vanskelig og hård sæson, hvor der blev tabt en del duer.

Hos Brian mistedes 3-4 tidligere sektionsvindere samt to af de duer, der var medvindere af langflyvermesterkskabet i 2017. Mærkværdigvis blev de fleste af disse duer tabt på kort- og mellemdistancen, mens langflyvningerne forløb uden nævneværdige tab af duer.

Duerne må i øvrigt bestille noget, og normalt startes intensivt op på langdistancen med cirka 8 duer. Sidenhen reduceres holdet til cirka 4-6 styk. Også de 1-års bruges på langflyvningerne, men som Brian siger, så betragtes vinterungerne som ”halvanden-års” duer i deres første kapflyvningssæson som gamle duer qua deres tidlige fødselstidspunkt og dermed større erfaring.

"Supergirl" som har 22 placeringer, 4, 4 ,9 &13 es-due, samt 2 andele i DM-SPORT 2018                    Faderen og moderen til "Supergirl"

"Superboy" 1 es-due langdistance med 5 plc af 5 mulige (3-3-5-7-12), 3 andele i DM-SPORT 2018.   Faderen og moderen til "Superboy & 5830" 

Flyveduerne, der som nævnt flyves på totalsystem, parres ikke før cirka 25. april. 4 dage efter lægning af æggene fjernes disse, og parrene forbliver sammen et par dage derefter, hvorefter de adskilles og er sat på system. Brian har god erfaring med denne praksis, der forsinker fældningen, og normalvis slutter duerne sæsonen på anden eller tredje slagfjer.

Duerne holdes inde uden for sæsonen, og lukkes ikke ud før starten af april. Før sæsonen trænes de flittigt hver dag, og i sæsonen trænes de hver tirsdag på 60 kilometer, og på disse træninger slippes hanner og hunner normalvis samlet. 

På grund af en travl hverdag har Brian indrettet de daglige rutiner med duerne på en særdeles enkel måde. Duerne er kun ude til eksercits omkring slaget én gang dagligt. Hunnerne lukkes ud kl. 16.30, og de kaldes ind til redeafdelingen efter endt træning. Herfra er hannerne imidlertid blevet gennet ind i hun-afdelingen, hvorfra de lukkes ud til friflyvning.

Hunnerne forbliver i redeafdelingen i 10- 15 minutter, hvor de fodres, inden de lukkes tilbage til deres egen afdeling. Der åbnes derefter for klappen, så hannerne kan flyve frit ind og ud af redeafdelingen, og så snart de fodres, observerer Brian, at deres flyvelyst stiger, når de i aftentimerne får lov at flyve frit.

Der fodres kun én gang dagligt, og der fyldes op med rigeligt foder, så duerne er standfodret. Blandingen er den samme alle ugens dage, og der gives et proteinfattigt foder uden indhold af ærter. De nærmere detaljer og foder, biprodukter og kure er detaljeret og systematisk beskrevet i Henrik Tagesens føromtalte artikel fra foråret 2018.  

Med hensyn til ungernes træning er devisen ”så mange gange som muligt, og så langt som muligt”. I praksis betyder dette træninger op til 85 kilometer, hvoraf flere gange i fællesskab med 7-8 andre slag. Normalvis gennemflyves ungerne på hele programmet, men i 2017 måtte denne fremgangsmåde dog indstilles på grund af et svært angreb af ungesyge.  

 

Regionsvinder fra Freiburg 1016 km nr. 6 national. 2 x sektionslinder fra Freiburg 2018.                     Faderen og moderen til 053-15-5821

Duerne 

Historien bag duerne, som i 2018 har sikret slaget den ypperste titel i vores sport, er ganske særlig og meget interessant. Brian har et nært venskab med Henrik Stæhr Rasmussen, og de to nyder at rejse på messer og slagbesøg i udlandet. Brian og Henrik havde hentet en del inspiration ved disse lejligheder, og i 2012 blev de enige om, at der skulle ske noget nyt hjemme på deres egne slag. De fik kontakt til to hollandske topslag, som vakte deres interesse.

Normalt fører den slags kontakter til indkøb af nogle få par, som bliver hjemført med det for øje at supplere den eksisterende bestand. Men sådan så Brian ikke på det. Trods gode resultater og en god bestand af duer derhjemme, besluttede Brian at satse 100% på disse nye indkøb – og fjernede ganske enkelt kort tid efter de gamle duer på slaget bortset fra to særligt udvalgte, men derom senere. Brian fortæller historien om opstarten på dette, som sidenhen er blevet til noget nærmest et rigtigt eventyr: 

000-16-6146 Sektionsvinder fra Altona 2018, Halvbror til "Superwoman."                                           Faderen og Moderen til 000-16-6146

Egentlig var valget fra starten faldet på Koos Van Koppen, og Brian og Henrik havde forudbestilt 8 unger fra dette slag. Ved besøget viste det sig dog, at der gik 16 salgsklare unger hos Koos, som det danske makkerpar kunne vælge imellem. Én af de 16 unger var dog allerede solgt, så man måtte i gang med udvælgelsesprocessen. Denne var dog så svær, at Brian og Henrik besluttede sig for at gribe dybt i tegnebogen og købte alle 15 unger.

Men indkøbsturen stoppede ikke her. Forinden afrejsen til Holland havde Brian og Henrik bedt Koos om at udsøge et topslag i området på de superlange flyvninger, som makkerparret også gerne ville forstærke deres hjemlige bestand til. Koos’ forslag var et nyt medlem i området, Ruud Nijssen, der med en stamme opbygget på Jan Arden duer havde formået at placere sig som nr. 2 til mesterskabet i Region Brabant 2000 på de allerlængste flyvninger efter kun 3 år i sporten. Brian og Henrik kunne ikke modstå fristelsen for at kigge nærmere på dette slag, og de fik straks arrangeret et besøg.

Hos Ruud viste der sig at gå nogle virkelig klasse duer på maraton-distancerne – bl.a. to hanner der havde henholdsvis 11 og 8 placeringer på overnatningsflyvninger ud af ligeså mange gange afsendt. Besøget blev også her afsluttet med en handel, og det blev til 8 duer, så i alt hjembragtes 23 duer fra denne udlandsrejse. Ved parringen i april 2013 viste der sig dog en udfordring – ungerne fra Koos viste sig hovedsageligt at være hanunger, mens ungerne fra Ruud næsten alle var hununger. Når man som Brian og Henrik er passionerede brevduefolk, er der naturligvis kun én logisk løsning på et sådant problem: Man må supplere bestanden med yderligere forstærkninger.

I anden omgang blev der derfor hentet 4 hunner fra Koos og 4 hanner samt 1 hun fra Ruud. Det var egentlig ikke hensigten, at man skulle have nogen hun, men året forinden havde Brian og Henrik beundret Ruuds topdue ”Little Blue”, som Ruud fløj i top med på mellemdistancen og éndagslangflyvningerne.

 

Denne han var solgt til USA for et større beløb, men forinden havde Ruud avlet et unge på ham – særligt udvalgt til Brian og Henrik. Hun viste sig at være en lille, velbygget hun, men desværre med et gult øje, der ikke faldt i øjenentusiasten Brians smag. Imidlertid viste hun hurtigt sin store værdi i avlen, hvor hun blev moder til 2 sektionsvindere og topduerne 5811 og 5812. 5811 – under navnet ”Super Mario” blev bl.a. ES-due og placerede sig som nr. 1-2-3 i sektionen. Med tilsammen 44 sektionsplaceringer var 5811 og 5812 ”Pikadue” på flyveholdet til sæsonen 2018, hvor de desværre begge er blevet mistet – rigtig ærgerligt! 

Faderen til 5811 "Super Mario" & "Pikadue"                                              Moderen til 5811 "Super Mario" og "Pikadue"

I april 2014 avlede Brian på to duer fra Ruud hannen 4049. Faderen til 4049 var efter topduen ”Blue Eagle 1” med 14 placeringer af 14 mulige på overnatningsflyvninger. Moderen til 840 var efter ”840”, som brilierede med 11 placeringer af 11 mulige på overnatningsflyvninger, så de genetiske forudsætninger for 4049 til at klare sig på de vanskeligste flyvninger var på plads fra starten.

Allerede i sit fødeår – og trods sit sene fødselstidspunkt, måtte 4049 gennemflyve hele ungeprogrammet. Denne opgave klarede han fint, og som 1-års deltog han på samtlige 5 endags- langflyvninger og var placeret i sektionen på de 3 længste af dem. De 3 flyvninger talte Essen, Giessen og Dresden, og for dem, der stadig husker Essen-flyvningen i 2015, vil de vide, at dette var en flyvning, ”hvor fårene blev skilt fra bukkene”, og duerne måtte kæmpe med overskyet vejr og høje varmegrader.

Brian husker stadig, at han i denne weekend opholdt sig i Hamburg og på egen krop kunne mærke udfordringen. En virkelig toppræstation af en 1-års due. 4049 fik derefter en karriere på de superlange flyvninger, hvor han udmærkede sig med sektionsplaceringerne 2-2-3-3-4, inden han desværre blev mistet. Faderen og moderen til 053-14-4049 ses afbilledet herunder. 

Næste milepæl i dette projekt var vinteren 2014, hvor avlsduerne blev sat i vinteravl. Henrik fik 60 unger og Brian 50 styk ud af avlsparrene. Disse unger blev på de to slag trænet grundigt, og på den første ungeflyvning skulle duerne stå deres prøve. Med de 69 første i foreningen kunne Brian og Henrik tilsammen konkludere, at præstationen var godkendt, og det hele sluttede på toppen, da Henrik på sæsonens sidste ungeflyvning fra Altona på 380 kilometer nappede 9 af de 10 første placeringer i sektionen ud af 515 deltagende duer. 

Sektionsvinder fra Altona unger i 2015, Helsøster til mesterskabsduel og es-due på lang i 2017.   Faderen og moderen til 5104

Denne kvalitet af de nye duer, fik efter sæsonen Brian til at træffe en drastisk beslutning: At fjerne samtlige ældre duer på slaget bortset fra to tophanner, der blev sat i avlsslaget. Den ene af disse, ”66”, var dobbelt sektionsvinder og af afstamning fra Meldgaard/Jeppesen, medens den anden, ”505”, var sektionsvinder fra Antwerpen som 1-års og ligeledes 6. nat. Baden-Baden senere i karrieren.

Med udgangspunkt i de nye – og helt unge duer - gik Brian og Henrik sæson 2016 i møde med stor forventning, og de blev ikke skuffede. Brian vandt 1-års mesterskabet, blev nr. 3 til sportsmesterskabet på mellemdistancen og fik 3 sektionsvindere. Henrik snuppede yderligere 2 sektionsvindere, og derudover faldt også 2 sektionsvindere ud af 4 duer, efter de nye avlsduer hos Poul Erik Helweg i Grenå. 

Sektionsvinder Bregninge kirke og senere es-due på langflygning.               Sektionsvinder fra Tønder efter par 14.

053-15-5887 Sektionsvinder fra Lüneburg, søsteren sat i avlen efter gennført ungeprogram 2015. Faderen "505" og moderen til 5887 & 5888

Sejrsrækken fortsatte i opadgående retning i 2017, hvor der landede 2 sektionsvindere, bl.a. på kongeflyvningen fra Antwerpen, ligesom langflyvermesterskabet på sport blev sikret sammen med en fornem andenplads til det åbne langflyvermesterskab. Det blev også i 2017 til en placering som nr. 3 til sportsmesterskabet på mellemdistancen og en flot 13.-plads til DM Sport. Sidst, men ikke mindst, vandt hannen ”Superman” ES-due konkurrencen på mellem sport i DdB-regi, mens det også i DdB-regi blev til to fornemme andenpladser i ES-due konkurrencerne for hanner og hunner på langdistancen. 

Og ja, så er vi fremme ved sæsonen 2018, hvor det målrettede arbejde med de nyindkøbte duer, blev kronet med DM-titlen! 

En spændende historie, der fortæller noget om, hvordan man med en fokuseret satsning på topblod, hård selektion og systematisk planlægning kan komme til tops på meget kort tid.

I avlsarbejdet laves der enkelte krydsninger mellem de to familier, men generelt arbejdes der med to parallelle spor i avlen, hvor der linjeavles omkring de to stammer. De to gamle tophanner, ”66” og ”505” bruges som hyppige indkryds på de to familier, samtidig med at der er indkøbt enkelte duer fra Gebr. Sanders i Nijmegen og enkelte duer fra andre slag i Holland, hvor det er den gamle Jan Arden stamme man har gået op i.

Specialitet fra Ruud Nijssen                                Kanon hun fra Jan Kastelijn                               Flot Jan Arden han fra Bertus Timmer

Afslutning 

Efter en meget inspirerende dag gik turen tilbage til det sydlige Jylland, og i bilen tænkte jeg lidt over mine mange indtryk. Brians engagement, satsning på det allerbedste duemateriale og enkeltheden i slagledelsen er nok hovedoverskrifterne i min personlige ”efterrationalisering” oven på besøget, og Brian er et klasse-eksempel på, hvordan man med disse egenskaber kan skabe super- resultater med en ganske lille duebestand. På grund af andre gøremål, man har som en travl familiefar, har Brian desværre valgt at tage en pause for sporten fra og med næste sæson. Jeg er heldigvis ikke i tvivl om, at Brian kommer tilbage i sporten, og jeg håber, pausen bliver kort! Et stort tillykke med de flotte resultater i 2018. 

Mesterskabsduer ungemesterskabet sektion 54 2018

*Publisert med tillatelse fra DDB v/ Bjarne Borresen